Den 7. maj 2018 blev min dengang 18-årige søn, Christian, diagnosticeret med attakvis multipel sclerose (MS). På baggrund af en måneds intensive undersøgelser og bange anelser mente jeg, at jeg havde forberedt mig på at høre sclerosediagnosen, men sådan fungerer det bare ikke. Jeg græd gennem hele samtalen. Jeg kunne ikke standse tårerne, der bare strømmede ned ad kinderne. Det ramte helt utroligt hårdt at få besked om, at ens barn har en kronisk, uhelbredelig sygdom, som i værste fald kan invalidere ham. Jeg blev så ked af det på Christians vegne. Ked af en usikker fremtid. Ked af uretfærdigheden. Ked af, at det var ham i stedet for mig. Dette er min beretning om, hvordan jeg som pårørende til en scleroseramt fik revet tæppet væk under mig, hvordan jeg gik ned med flaget næsten uden selv at bemærke det i første omgang, hvordan mine prioriteter ændredes, og hvordan jeg langsomt genfandt en rytme.weiterlesen