Denne lille forhåbentligt letlæste bog er blevet til på baggrund af 22 undervisningslektioner afholdt for en mindre gruppe troende i Aalborg i perioden oktober 2015 til april 2016. Bogen indledes med en kort behandling af nogle for gennemgangen vigtige relaterede emner, der er en forudsætning for at forstå dens konklusioner, og disse må læses og forstås, for at undervisningen giver mening. Et af disse emner er en skelnen mellem Israel og Kirken, hvor disse ses som to forskellige enheder i Guds frelsesplan, hvilket er en nødvendighed for en korrekt behandling og forståelse af bibelens lære om endetiden (eskatologien). Abrahamspagten, Landepagten, Davidspagten og Den nye Pagt, der alle er indgået med Israel, behandles på samme måde for at give en forudsætning for at forstå bogens måde at behandle emnet på. Disse fire er ubetingede, evige og uopsigelige og ses i deres relation til den betingede, midlertidige Loven (Guds pagt med israelitterne ved Moses). Endelig behandles bibelens lære om Babylon, der forstås som en bogstavelig by, der samtidigt repræsenterer eller symboliserer den falske kirke til alle tider, der kulminerer i Trængselen kort tid før Jesu genkomst (2. komme til jord). Fortolkningsmetoden er den grammatisk-historiske, også kaldt den bogstavelige metode, der kun fortolker i overført betydning, når teksten kræver det. Ellers anvendes den konsekvent. Eksempler på dette er, at Israel betyder Israel, Babylon betyder Babylon, og Kirken betyder Kirken på samme måde, som Jesus betyder Jesus, og Smyrna betyder Smyrna i bibelen. Denne fortolkningsmetode skal ses i modsætning til den allegoriske metode, der forstår ord og begreber på en anden måde end bogstaveligt, hvorved Israel bliver det nye åndelige Israel, Babylon bliver et kodeord for Rom eller Jerusalem, og Guds pagter med det bogstavelige Israel er ophævet og overtaget af Kirken. En sådan fortolkningsmetode, der er den mest udbredte, skaber forvirring og åbner dørene vidt op for mere eller mindre fantasifulde udlægninger af bibelen. Mattæus kap. 24-25, der gengiver Jesu profetiske tale på Oliebjerget om tirsdagen før hans død om fredagen, forstås i bogen således som en beskrivelse af Israel i Trængselen, hvorfor Kirkens bortrykkelse ikke direkte omtales i disse kapitler, og Jesu undervisning her forstås som hans afsked med nationen Israel, mens hans afsked med Kirken er beskrevet i Johannes kap. 14-17, hvor læren om Kirkens bortrykkelse introduceres om torsdagen, aftenen før hansweiterlesen